Ugler og spætter i Jylland 1-3 marts 2024

 

Tag med på denne spændende tur i det tidlige forår, hvor vi primært vil have fokus på at finde ugler og spætter. Begge grupper er tidlige ynglefugle, som med sang – og for nogle af spætternes vedkommende også trommen – markerer deres territorier i det spæde forår.

Alle de arter af spætter og ugler, som regelmæssigt yngler og/ eller overvintrer i Danmark findes i den sydlige halvdel af Jylland, og potentielt vil der være mulighed for at se/ høre otte forskellige arter af ugler og fem spættearter.

Turen bliver med fælles kørsel i minibus(ser), da det letter logistikken og skåner miljøet. Vi mødes ved Korsør Station fredag 1/3 med afgang kl. 16. Den første aften kører vi direkte til Gludsted Plantage, hvor Spurveuglen ynglede i 2023 for første gang nogensinde i Danmark. Parret fik seks unger på vingerne, så der er gode chancer for, at de forsøger igen i 2024. Samme skov er også et af de bedste steder i Danmark for Perleugle, og Natugle, Skovhornugle og Stor Hornugle forekommer også regelmæssigt. Fredag overnatter vi på Sportshotellet i Vejen.

Lørdag starter vi med at kigge efter Kirkeugle i Føvling, inden vi fortsætter syd på til den legendariske Draved Skov, som huser alle danske spættearter, bl.a. Mellemflagspætte og Grønspætte. Eftermiddagen tilbringes i marsken, hvor vi bl.a. vil kigge efter Mosehornugle, og der er altid masser af rovfugle, gæs og andre spændende fugle at se. Dagen afsluttes fuglemæssigt med at kigge efter Slørugle i en lade nær Tønder, hvorefter vi kan se frem til en 3-retters middag på Hotel Tønderhus (4*), hvor vi også overnatter. 

Hvordan søndagen ser ud, afhænger bl.a. af, hvordan lørdagen er gået. Måske et besøg mere i Draved Skov, måske kører vi omkring Gråstensøerne, hvor der også er gode chancer for Mellemflagspætte, måske noget helt tredje.

Vi slutter af med at besøge en overvintringsplads for Skovhornugler nær Kolding. Vi er tilbage i Korsør søndag senest kl. 19.

Udover ugler og spætter er der naturligvis også chance for andre spændende arter som Fyrremejse, Topmejse, Bjerglærke, diverse gæs, vadefugle og rovfugle og meget andet.

Som altid forbeholder jeg mig retten til ændringer undervejs afhængigt af vejret, men turen gennemføres, uanset hvordan vejret arter sig

Forud for turen tilsendes alle deltagere et PowerPoint-kursus til selvstudie, så man kan være opdateret og klar fra start.

Turens pris er 4000 kr./ pers. i dobbeltværelse, enkeltværelse 4400 kr. Inkluderer bus, overnatning med eget badeværelse, PP-kursus, fuld forplejning (dog uden drikkevarer lørdag aften), hygge, højt humør og fede fugle.

Tilmelding til fuglekurser@fuglekurser.dk senest 15/1 2024.
Efter accept indbetales beløbet på 3409 12703961.