Fugle, flora og fortidsminder
Öland 28 maj – 1 juni 2025

Den svenske ø, Öland, er vidt berømt for sine mange spændende fugle, en overflod af prægtige orkideer og velbevarede fortidsminder.
Det bedste tidspunkt for orkideer er månedsskiftet maj/juni, og det er samtidig et rigtigt godt tidspunkt for de mere specielle fugle og deciderede sjældenheder.
Der vil naturligvis være mest fokus på fuglene, men det er så heldigt, at mange af de spændende naturområder rummer både fortidsminder, spændende fugle og mængder af spændende orkideer og andre planter, så der vil også blive rig lejlighed til nærstudier af floraen.
Med på turen har vi Flemming Rieck, som ved alt om diverse fortidsminder på øen, og Folke Ramskov som har rigtig godt styr på floraen. Vores base bliver forskningsstationen Station Linné nær Färjestaden centralt på øen, og vi vil bruge længst tid på den naturmæssigt mest interessante sydlige del af øen med bl.a. Ottenby Fuglestation, Ottenbylund og den sydlige odde med strandenge, åben kyst og det markante fyr Lange Jan. 

Alle måltider – inkl. vin/ øl/ vand til aftensmaden – er inkluderet i prisen. Så vidt vejret tillader, bliver der feltaktivitet fra solopgang (måske lidt før) til solnedgang (nogle dage måske også senere), så I skal nok blive mætte både af mad og indtryk.
Man behøver naturligvis ikke deltage i det hele, det er altid nemt og OK at springe en morgentur eller en aftentur over.
Programmet finplanlægges som sædvanlig undervejs afhængig af vind og vejr, og hvad der bliver set af spændende fugle rundt omkring, men nogle af de lokaliteter vi skal besøge nævnes kort herunder. Ud over disse skal vi også besøge en mængde mindre lokaliteter undervejs, alle med mulighed for spændende fugle- og/ eller plantearter.

Halltorps Naturreservat: Stort område med løvenge og urgammel egeskov. Her er der mulighed for at se den sjældne Fruesko i blomst og adskillige andre flotte vækster. Store chancer for flere forskellige spættearter, bl.a. Grønspætte, samt et væld af småfugle, heriblandt Skovsanger og Hvidhalset Fluesnapper. Måske er vi også heldige på insektfronten, for der findes både Eghjort og Egebuk på lokaliteten.

Ottenby Fuglestation

ligger på sydspidsen af øen, og her kan alt ske i træktiden. Der ringmærkes småfugle, som fanges i spejlnet og ruser, og vi går en tur rundt med ringmærkerne og ser, hvordan det foregår. Laguner, revler, krat og enge på odden byder på mange forskellige fuglearter. Kun fantasien sætter
grænser for, hvad vi kan se her.

Ottenbylund er bl.a. kendt for at huse alle Nordeuropas fluesnapperarter, heriblandt Lille og Hvidhalset Fluesnapper samt Pirol og Lundsanger mm, og det er under alle omstændigheder en stor oplevelse at gå rundt i den gamle egeskov her, hvor fuglesangen er på sit højeste. Skovpiber, Gulbug, Skovsanger og Kærsanger er blot nogle få af de mange forskellige sangere, som man kan få øvet sig på her.

 Beijershamn: En af Ölands fornemste fuglelokaliteter. Her er der registreret mere end. 250 forskellige fuglearter med såvel hav-, som vade-, eng-, krat- og skovfugle. Lokaliteten er især kendt som en sublim vadefuglelokalitet, men også fx Karmindompap, Vendehals, og en lang række andre småfugle registreres hyppigt her. Der er rigtig gode muligheder for at få suppleret artslisten her. I den tilstødende ædelløvskov er der god gang i diverse sangere, og med lidt held ser vi også Lille Flagspætte, som sidste år havde redehul lige ved siden af stien.

 Alvaret: Den sydlige del af Öland præges af kalkstensletten Store Alvaret, som er på UNESCO’s liste over Verdensnaturarv. Her er der store muligheder for at studere såvel fugle som blomster mens Hedehøgen holder øje med os. Karakterarter her er bl.a. Høgesanger, Hedehøg, ynglende Hjejle og Sangsvane samt mange unikke plantearter. 

Albrunna Kalkbrud ligger på alvaret og byder bl.a. på Karmindompap, Høgesanger og Vendehals samt diverse ænder, lappedykkere og terner

Ismanstorps Borg: Den bedst bevarede af øens i alt 11 tilflugtsborge fra jernalder og vikingetid. Vi vandrer gennem tæt urskov (af en udmærket sti), og foran os åbenbarer sig en stor lysning, hvor borgen indtager den centrale placering. Den vil Flemming fortælle om, mens rovfugle, sangfugle og andre vingede væsner supplerer oplevelsen. Som så mange andre steder på Öland yngler Stenpikkerne i huller og sprækker i murene, og fra de spredte træer i lysningen kan vi måske være heldige at høre Vendehalsen. Hele lysningen er fyldt med orkideer med Flueblomst (den skal vi lede efter for at få øje på den – men den er der), Skov Gøgelilje, Bakkegøgeurt (Krutbrännare) m.fl. Der bliver nok at se på. 

Sandby Borg: Den eneste af øens borge, som ligger ved kysten. Her har Kalmar Läns Museum i en årrække gennemført arkæologiske udgravninger, som har afsløret en skrækindjagende historie. Den vil Flemming berette om. På vej ned til borgen, som ligger på øens østlige side, kører vi ad en primitiv vej over strandenge med masser af fugle og blomster. Med lidt held ser vi områder med Hyldegøgeurt, som er kendetegnet ved, at fremstå med enten rødlige eller hvidgule blomster – i Sverige kaldes de Adam og Eva. Kyststrækningen ud for Sandby Borg er rig på vade- og havfugle. Det er en win-win-win-situation. 

Gråborg: Gråborg er ikke blot øens men hele Sveriges største fornborg. Den er med en største bredde på ikke mindre end 210 meter og sine velbevarede tykke mure meget imponerende. Historien om borgen begynder i yngre jernalder, den har spillet en betydelig rolle i middelalderen, og den har været brugt som tilflugtsborg i 1677 under kampene mod ærkefjenderne – danskerne. Blot ca. 200 meter nord for borgen findes en kapelruin opkaldt efter den danske helgen St. Knud.

Skovengene nord for borgen er rige på fugle og planter af mange forskellige arter. Også her kan vi være heldige at se Hvidhalset Fluesnapper, ligesom Sortspætte, Hedehøg og diverse sangere også findes her. For de botanikinteresserede er det også et spændende område med et væld af forskellige orkideer mm. 

Skedemosse: Inde i Midtlandsskoven ligger et lille privatejet museum, hvor historien om og fundene fra Ölands største og righoldigste offerfund fra jernalderen er i fokus. Den ölandske fundplads kan sammenlignes med store danske offerfund fra samme periode. Jernalderbefolkningen har i en dengang lavvandet sø ofret såvel almindelige genstande som prydgenstande som guldarmringe (1,3kg guld). Og så er der sket ofringer af såvel mennesker som dyr. I parken omkring museet ses og høres bl.a. både Broget og Hvidhalset Fluesnapper. 

En særlig aktivitet på turen er en sen aftentur for de, der har lyst. På en stille aften begiver vi os ud lidt før solnedgang for at lytte efter nataktive fuglearter. Vi starter med territoriehævdende Skovsnepper, mens vi venter på, at Natravnen skal starte sin særegne snurrende sang, når mørket for alvor sænker sig. Afhængigt af, hvad der ellers er blevet meldt ud de foregående aftener/ nætter, kører vi derefter ud i natten og lytter efter Vagtel, Engsnarre og/ eller Plettet Rørvagtel. Måske er der en Flodsanger, en Buskrørsanger eller en anden spændende småfugl også. Nattergale er der i hvert fald masser af. 

Som det fremgår af ovenstående er der fugle nok at se på. De almindelige lokale ynglefugle er spændende nok i sig selv og inkluderer bl.a. Lille Fluesnapper, Hvidhalset Fluesnapper, Høgesanger, Lundsanger, Hedehøg, Engsnarre, Karmindompap og Pirol. Men samtidig er det træksæson for de højarktiske vadefugle som fx Krumnæbbet Ryle, Odinshane og Kærløber o.m.a., som her ses i deres smukke friske yngledragt. Det er også et rigtig godt tidspunkt til sjældne gæster, og det er aldrig til at forudse, hvad der dukker op. 

Som udgangspunkt indtages morgen- og aftensmad på Station Linné, og der bliver en tidlig morgentur hver dag inden morgenmaden og evt. en aftentur efter aftensmaden. Mellem morgenmad og aftensmad er vi i felten, og frokosten indtages på en cafe/ restaurant undervejs. Man er altid fuldstændig fri til at koble sig til/ fra på de enkelte dele – det er jo en af fordelene ved at turen foregår i privatbiler. Har man fx brug for at springe en morgentur eller en aftentur over, er det altså på alle måder OK.
Der er eget toilet og bad på alle værelserne, og vi har fri adgang til køkkenfaciliteter og et stort fællesrum. Slutrengøring er inkluderet, og linned kan tilkøbes (ca. 125 DKK), hvis man ikke ønsker at medbringe sit eget.
De tre superkompetente guider er naturligvis også med i prisen 🙂 

Turen foregår i privatbiler, og vi mødes på Öland onsdag kl. 18.
Når holdet er sat, bliver der mulighed for at arrangere samkørsel til/ fra Öland, og ellers ser vi på mulighederne for samkørsel undervejs fra tur til tur. Vi slutter efter frokost søndag. 

Prisen er 5.500 kr./ person i dobbeltværelse.  Enkeltværelse koster 6.000 kr. Tilmelding efter først-til-mølle-princippet og senest 1/4 2025 til fuglekurser@fuglekurser.dk, betaling snarest derefter på konto 3409 12703961.

 Vi glæder os til at se jer 😊

Folke Ramskov (botanik), Flemming Rieck (fortidsminder) og Jan Kiel/ Fuglekurser.dk, (fugle (og alt det organisatoriske))

 

Kommentarer fra tidligere ture:

Vi vil gerne sige jer alle tak for en fantastisk tur.

Til dig, Jan, for et godt og kompromisløst gennemført program. Så gi´r det bonus. Næsten 140 arter med sjældenheder som sørgedue, med opvisninger som fritsiddende syngende høgesanger hver gang, vi nærmede os, med odinshane pilende rundt i strandsø, naturligvis hr. og fru, så vi kunne se de 2 køns dragter, med ædende hedehøghun og kurtiserende han plus 5 andre rovfugle til frokost i det grønne, med hvepsevåge i rygklappende parringsflugt, og jeg kunne blive ved. På turene kunne man overhovedet ikke mærke, at det var din første egentlige fugletur til Øland. Godt gået.

Til dig, Flemming, for en fin gennemgang af borgene på øen fra romersk jernalder til middelalder. En stor gevinst at have en garvet arkæolog med på sådan en tur, nu også som orkideekspert. Kan det blive bedre?

Til alle I andre: Tak for god ro og orden, ingen slinger i valsen eller brokken i krogene og ikke mindst, tak for den åbenhed, sociale imødekommenhed og humoristiske tilgang, der gjorde turen til en fornøjelse.

Vi nød turen rigtig meget og synes vi blev begavede på alle måder – med godt selskab, godt vejr, smukke blomster, spændende beretninger om borgene, gode fugle og godt turlederskab.

Nu har jeg fået sovet ud så nu er der tid til at takke alle for turen.
En skøn tur og søde mennesker der var tolerante over for at ikke alle skulle med hver nat
😏

Vi håber at vi alle mødes igen til en ny spændende fugletur.