Ugens Fugl – Et onlinekursus
Fra 1 januar 2027
Det danske fugleliv er rigt, mangfoldigt og fuldt af hverdagsnære iagttagelser, drama og stille skønhed. Fugle kan åbne døren til en mere opmærksom og nærværende måde at være i naturen på – uanset om man færdes i skoven, i haven, ved stranden eller i det åbne landskab.
Måske har du undret dig over, hvilken fugl der sidder på foderbrættet en vintermorgen. Eller har hørt en fugl i haven, der lød mistænkeligt som en mobiltelefon midt i sin skønsang. Eller måske har du længe haft lyst til at kunne kende forskel på sang, kald og andre fuglelyde i naturen.
Ugens fugl er et forløb, hvor du året igennem introduceres til én ny fugleart ad gangen. I et roligt tempo og med plads til fordybelse arbejder vi os gennem både de almindelige og de mere særlige arter i den danske natur – fra lærker, spurve og spætter til rovfugle, måger og vadefugle.
Hver uge dykker vi ned i én fugl og ser på:
-
udseende og særlige kendetegn
-
sang, kald og andre lyde
-
udbredelse og levesteder
-
biotop og føde
-
yngelpleje og adfærd
-
samt hvordan du selv kan finde ugens fugl ude i naturen
Undervejs får du også indsigt i fuglenes adfærd og livsstrategier: hvorfor spætten trommer, hvorfor lærken synger, og hvad gøgen egentlig får ud af at overlade yngelplejen til andre.
Forløbet henvender sig både til dig, der er ny i fuglenes verden, til dig, der allerede er i gang, men gerne vil have mere sammenhæng, viden og forankring, og til dig, der allerede er en erfaren feltbisse, men gerne vil have mere baggrundsviden om de enkelte arter Det kræver ingen særlige forudsætninger, kun nysgerrighed og lysten til at se, lytte og lære.
Fra 1 januar 2027 udkommer Ugens Fugl for abonnenter hver fredag kl 16.00. Pris og salgslink kommer senere.