Ugle-/spættetur til Sønderjylland

Ugler og spætter i Syd- og Sønderjylland 3-5 marts 2023

Tag med på denne pionertur, hvor vi primært vil have fokus på at finde ugler og spætter. Begge grupper er tidlige ynglefugle, som med sang – og for nogle af spætternes vedkommende også trommen – markerer deres territorier i det spæde forår.

Alle de arter af spætter og ugler, som regelmæssigt yngler og/ eller overvintrer i Danmark findes i det sydlige Jylland, og potentielt vil der være mulighed for at se/ høre syv forskellige arter af ugler og fem spættearter.

Som noget nyt, bliver turen med fælles kørsel i minibus(ser), da det letter logistikken og skåner miljøet. Vi mødes ved Korsør Station fredag 3/3 med afgang kl. 16. Den første aften skal vi kigge efter Kirkeugle og lytte efter Perleugle og Stor Hornugle. Vi overnatter begge nætter på Hohenwarte ved Højer, hvor vi ankommer fredag ved 23-tiden. Måske vi er heldige at se en Slørugle flyve gennem bilernes lyskegle på vejen.

Lørdag morgen inden morgenmaden står i spætternes tegn i den legendariske Draved Skov, som er hjemsted for alle danske spættearter. Resten af dagen tilbringes i marsken, hvor vi bl.a. vil kigge efter Mosehornugle, og måske kan vi finde en lade med en Slørugle? Hvis vi stadig ikke har set Slørugle forsøger vi igen om aftenen, evt. kombineret med Stor Hornugle.

Hvordan søndagen ser ud afhænger bl.a. af, hvordan lørdagen er gået. Måske et besøg mere i Draved Skov, måske kører vi omkring Gråstensøerne, hvor der er gode chancer for Mellemflagspætte, måske noget helt tredje. Vi er tilbage i Korsør søndag senest kl. 19.

Udover ugler og spætter er der naturligvis også chance for andre spændende arter som Fyrremejse, Topmejse, Bjerglærke, diverse vadefugle og rovfugle og meget andet.

Som altid forbeholder jeg mig retten til ændringer undervejs afhængigt af vejret, men turen gennemføres, uanset hvordan vejret arter sig

Forud for turen tilsendes alle deltagere et PowerPoint-kursus til selvstudie, så man kan være opdateret og klar fra start.

Turens pris er 3500 kr./ pers. i dobbeltværelse, enkeltværelse 4000 kr. Inkluderer bus, overnatning, PP-kursus, fuld forplejning, hygge, højt humør og fede fugle.

Tilmelding til fuglekurser@fuglekurser.dk senest 10 januar 2023.
Efter accept indbetales beløbet på 3409 12703961.

 

 

Jan Kiel

Kursusleder

Jeg har kigget på fugle i over 40 år, primært i Danmark, hvor jeg har været rundt i alle afkroge, men jeg har også rejst i det meste af Europa samt en del i Nordamerika og Afrika, og lidt i Asien.

I 2014 holdt jeg mit første DOF-fuglestemmekursus. Siden har jeg afholdt mange aftenskolekurser, weekendkurser og udlandsrejser for fugle-interesserede.
I 2018 startede jeg virksomheden Fuglekurser.dk.